Jung Chang Vilde Svaner 1991

Jung Chang: Vilde svaner

Familiekrønike der beretter om tre generationers historie i det feudale/kommunistiske Kina
Ikke til salg
Udgivet: 1991
Læst: 28. juli 2022

Familiekrønike og vidnesbyrd fra Kina – både inden og under kommunismen. Bogen kredser om et land i kaos og hvad kaos får mennesker til at gå med til. Oplevelsen som bogen formidler er mennesker, som presses til at være opportunister. Maos overtagelse af magten og udråbelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 betød startskuddet på et brutalt etpartistyre og en forråelse af landet. 

Maos mistro og antiestablishment-politik fik fatale følger for millioner af kinesere. Bogen beskriver hvordan Det Store Spring Fremad (1953-57) og Kulturrevolutionen (1966-69) fik det værste op i den almindelige kineser. Der var ingen retsorden og den enkelte kunne end ikke stole på den nærmeste familie. Det igangsatte en nation af meddelere styret af frygt for konsekvenserne af enhver åbenhed.

Den permanente genopdragelse

Interessant er, at Maos Kina på mange måder blev dannet i hans betræbelse på at stække det kommunistpartiet (CCP) i landet. Folket skulle genfødes gennem en konstant genopdragelse. Det var samtidig en katastrofe for den økonomiske udvikling af landet. Det forhold banede senere vejen for den langt mere pragmatiske Deng Chao Peng.

Flugten til udlandet 

Allerede inden Maos død i 1976 blev Kina gradvist liberaliseret. Bogens forfatter Jung Chang er selv tredje generation i romanen. I september 1978 lykkedes det hende at skaffe sig et stipendium til at studere i udlandet. I dag bor hun i England. Bogen er fra 1991, hvor Kina var godt i gang med en økonomisk optur, som endnu står på. Bogen behandler således ikke livet i det relativt liberaliserede Kina.