Brødrene Knud, Kjeld og Bent

Suppe, steg og citronfromage

Musik til fester og begivenheder. Musik og sang var faste ingredienser. Det samme gjaldt suppe, steg og is. Det sidste blev dog ofte byttet ud med fromage - citronfromage.

Oprettet

17. marts 2021

Redigeret

8. oktober 2025

Familie med sang og musik

Knud Jensen på violin
Knud Jensen på violin

Før pladespiller, CD’er og stream rigtigt tog over, blev fester og større begivenheder som regel afholdt med ledsagende musik til. Min far var en af de rigtigt mange, der rykkede ud, når der var runde fødselsdage, bryllupper, sølvbryllupper osv. Ham ved klaveret og en eller flere af hans medmusikanter på; violin, harmonika, banjo, trommer eller sågar trompet.

Lejlighedssange og fællessang var ofte en vigtig del af festerne. Især hvis det var en sangglad familie, var det en meget stor oplevelse for os børn.

Tiden i Sorring

 

Oprindeligt spillede min far med sin ældste bror Knud Jensen. Knud var egentlig bestemt for at skulle videreføre familiens pottemageri i Sorring, men omtalte sig meget gerne som musikant. Hans datter Anne Marie (Tut) blev født i 1943 på Silkeborg sygehus og i Dallerup Sogns kirkebog står han anført som musikant og ikke som pottemager.

 
Brødrene Bent og Knud Jensen spiller op
Brødrene Bent og Knud Jensen spiller op
Knud drømte om en karriere som musikant. En drøm, som han ikke delte med hustruen Laura Quist. Hun så anderledes praktisk på sagen, og fik ham til at koncentrere sig om lervarefabrikken. Der kom til at gå et par årtier inden han igen tog fat på musikken.
Folkedans-1938-02
 

Knud blev flittigt brugt ved folkedansforeningens arrangementer i Sorring forsamlingshus, og min far Bent blev trukket med, hver gang der var brug for det. En aldersforskel på 20 år mellem de to brødre betød i lang tid, at Bent tiltrak sig ekstra opmærksomhed. En ting, som han aldrig rigtigt brød sig om.

Min far forsvandt på et tidspunkt til Fredericia for at arbejde på en skotøjsfabrik, giftede sig her med Johanne Marie Olesen og tog sammen med hende til Herning for at starte på en frisk.

Fra Herning husker jeg navne som: Johannes, Egon og Blind-Egon, Skrædder Laursen, Vallebækkerne: Viggo (1924-2000), Niels (1916-2004) og hustruen Thyra (1926-92). Hertil var der stadigvæk brødrene Knud og Kjeld fra Herlufmagle på Sjælland. Fælles for dem alle var, at de elskede musikken, og så var den også en fin lejlighed for at samles.

Fester i almindelighed og familiefester i særdeleshed var en del af en tradition. Derfor kunne det ikke undgås, at det for min far blev rutine. Musik blev en relativ fast indtægtskilde for familien. I mange weekender hed det derfor, at vores far skulle ud at spille.

Festglade Danmark

 

Der var betydeligvis et gensidigt afhængighedsforhold mellem det festglade Danmark og musikanterne, som far var en del af. Og ingen tvivl om, at de spredte megen feststemning til rigtigt mange arrangementer.

Billeder

2 reaktioner

  1. Hej Torben, når den store verden bliver lille.
    Kort fortalt har jeg en svigerdatter der går meget op i at lave og brænde ler, derfor ville jeg prøve om jeg kunne finde lidt billeder/historier fra min pottemager familie fra Sorring og finder tilfældigt din hjemmeside.
    Min mormor Minna Margrethe Jensen (Grethe), mener at have hørt hun var den førstefødte (mener de var 13), var storesøster til din far Bent.
    Sendte det du har slået op til stor glæde for min mor Ruth Andrea Jensen (nu Jønsson) må jo så være Din kusine. Hun mener det første billede er fra jeres bedsteforældres (mine oldeforældres) guldbryllup.
    Da vi forblev i det lokale (Linå), havde vi en del kontakt til Sorring familien og kan også huske at have besøgt min oldemor. Vi var også med til Morbror Kjeld´s sølvbryllup i Herlufmagle. Så lidt minder hænger ved – både den musikalske del og lertøjet står tydeligt.

    1. Hej Henrik
      Tak for din fine hilsen – det glæder mig meget, at Ruth havde glæde af billederne.

      Det billede, du henviser til, er fra en familiebegivenhed, men næppe guldbrylluppet; derimod er det femte billede sandsynligvis fra guldbrylluppet. Og så kan du finde et billede i forbindelse med guldbilledet på https://www.ringsoe.dk/laurs-jensen/

      Knud var ældst i børneflokken, mens Minna var den ældste af pigerne.

      Hvis Ruth skulle ligge inde med fotos eller små sjove historier fra Sorring, som kan belyse pottemagerfamilien, vil jeg sætte stor pris på at høre nærmere og – med jeres samtykke – arkivere dem på siden. Korte erindringer er også meget velkomne!

      Tak igen for at dele – det er netop sådan, den store verden bliver lille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *